Rejsens værdi

IMG_0790

Jeg rejser aldrig til Indien igen. Jeg husker mine tanker, som var det i går. Efter 3 ugers rundrejse i Indien med rygsæk, sad jeg i trygge Danmark. Det havde været for meget. For meget skidt. For mange mennesker. For meget støj. For mange farver. For mange lugte. Kort sagt – for meget. Så skete forvandlingen.

Tankegang efter præcis en uge: ”Det var nu egentlig meget fedt og inspirerende at være på den tur”.

Tankegang efter 2 uger: ”FUCK hvor var det fedt man. Der skal jeg hen. Igen! NU!

Hvilken forvandling. Og netop ordet forvandling er centralt for mig. Denne rejse til Indien var min vigtigste rejse i udviklingen af mig selv, og hvorfor jeg mener, at alle der kan, skal foretage sig rejser, hvor de kommer ud af deres comfort zone. Ikke altid tage til steder hvor de kender restauranterne. Eller hvor der altid bare kan bestilles spaghetti bolognese. Nej, et sted hvor man bliver udfordret på sin tankegang. Det blev jeg dengang. Jeg har ikke fortrudt det.

Jeg vil sammenligne min situation med dét at have skyklapper på. De var inden min rejse placeret på en sådan måde, at det eneste jeg kunne se, var min egen færd på vejen. Ting omkring mig opfangede jeg ikke. Jeg kunne jo ikke se dem. Det jeg oplevede den dag, nøjagtig to uger efter min hjemkomst fra Indien – var en ny vej. Det var ny grus, ny asfalt. Det var en ny horisont. Jeg kunne se mere. Jeg kunne nu også se, at der var grøn bevoksning langs grusvejen.

Min rejse foregik på to niveauer. Først og fremmest en bevægelse i tid og rum. Men det der virkelig rykkede mig som menneske var det andet niveau af rejse. En indvendig rejse. En indre rejse, hvor alle mine ydre oplevelser blev bearbejdet og tolket. Det skabte forandringen. Men det tog mig tid at opfange det. Det tog min indre rejse længere tid at udfolde sig, end det gjorde for min ydre rejse.

Jeg var ikke det samme menneske, da jeg vendte hjem. Mine skyklapper havde udvidet sig. De omfavnede nu mere af verden. En større forståelse af mig selv. Af min identitet. Af hvilket liv jeg havde, hvilket liv andre har og hvilket liv jeg vil fremadrettet.

 

1 svar to “Rejsens værdi”

  1. jannich

    Hej Ken, ser en masse sammenligner i min egen rejse til Asien, dog i det her tilfælde nabolandet Pakistan –

    “Verden er en bog, og den, som ikke rejser, læser kun én side….”

    Svar

Efterlad et svar

  • (will not be published)