Livet på Kakarong Street

foto10

Efter 1,5 måneders rundtur på forskellige hoteller flyttede jeg ind hos en kvinde. Det var den bedste beslutning på min filippiner tur. Jeg kom på denne måde ind bag facaderne af hoteller til overpriste niveauer, renlighed og bade.

I stedet blev jeg mødt af et rum på størrelse med et parcelhus køkken. Kun adskilt af en enkelt dør og et toilet presset ind i hjørnet. Her bader jeg også. Eller bader, her kaldes det ligo-time (badetid), men et egentlig bad er det ikke. Der står i stedet en spand, som fyldes op med koldt vand. Derefter bruges en stor ske til at øse vand over sig. Sådan har jeg badet i en måned nu. Og det skræmmer mig ikke. Hun var dog en anelse utryg ved situationen, da hun småmumlende sagde til mig, at hun ikke rigtig havde hvad jeg kendte som et rigtigt bad. Men da hun så, at jeg med glæde legede ”ligo-time” og også kunne spise med fingrene, blev hun straks mere tryg.

Kakarong Street er helt sin egen. Gemt bag den larmende Makati Avenue med bilos og bilkøer fra kl. 15-22, er det en gade med små lokale butikker, små bagerier og hjemmelavet mad, som blot er puttet i gryder og sælges uden foran hjemmene for ca. 6kr.

Og der er BØRN! I massevis. På grund af deres store tiltro til katolicismen, er prævention ikke rigtig brugt. Det ses. Børn overalt, kvinder der er gravide, men stadig holder et meget ungt barn på armen. Om aftenen farer børnene rundt i gaderne, spiller basketball, nationalsporten her på Filippinerne. De gør det i klip klapper. De leger, de råber, de slås, de lever.

Jeg er den absolut eneste udlændinge på Kakarong Street. De fleste udlændinge holder til i mere beskyttede områder som Makati Avenue, Greenbelt og Bonifacio Highstreet. I mine første dage blev der kigget grundigt på mig, overraskende, forvirret – men fulgt op af et smil. Hello!! – råber de. OG griner. Whats your name?! Jeg smiler bredt og roder dem lidt i håret, så løber de tilbage til deres basketball kamp.

Desværre er de i byen begyndt at blive smittet af en helt bestemt opfattelse à alle hvide har penge. Og hvor der er hvide er det at tigge, blevet en del af bevægelsen.

Det ramte mig, da en 10årig knægt løb efter mig på Kakarong Street og spurgte mig om en masse ting, efter en snak på 2 minutter, stak han lappen ud og sagde, ”money”? Det var tydeligt, at det ikke var en naturlig del af ham, han er bare blevet ramt af storbyens vanvid. En boomende by hvor der stjæles, laves ballade, narrestreger og kæmpes hårdt for føden.

Det slående er, at jeg på én af mine ture til en lille ø, Balicasag Island, mødte en lille lokalbefolkning, som ikke havde synderligt meget, men her blev der ikke tigget. De var ikke ramt af storbyens sind, de havde det de havde, og var fuldstændigt afslappede. Sad og nød havet bruse, koralrevet der skyllede op og udgjorde sandet på stranden.

Da jeg svømmede med havskildpadder dér, følte jeg en sådan ro i sindet, en sådan tilstand af at være en del af naturens naturlige reservat. Ingen fisk blev fodret for at komme hertil. De var her naturligt. De var en del af koralrevets eksistens. Ligeså var jeg. Jeg snorklede og dykkede 2 meter ned, lod mig glide gennem vandet, en meter ved siden af mig svømmede en havskildpadde, endnu mere elegant end jeg selv – den kiggede på mig og besluttede sig for at forsvinde.

Da jeg kom op på land blev jeg mødt af et kæmpe smil fra en lokal mand. Ikke et gram fedt på ham, muskuløs på en naturlig måde. Han må svømme hele dagen, kan jeg huske, at jeg tænkte.

Han sagde ”It’s amazing out there, isn´t it?”. Jeg spurgte ham hvad han skulle, han havde sin snorkel og maske i hånden. Han skulle ud og vaske sin båd sagde han, jeg spurgte om jeg måtte komme med. Ja da, var svaret.

Vi svømmede begge ud til hans båd. På vejen blev jeg klogere på et spørgsmål jeg har stillet mig selv tonsvis af gange. ”Bliver man aldrig træt af at bo på en ø?” Selvom der er så stor en skønhed i vandet, så bliver det vel også en vane, eller hvad?

Jeg fik svaret ved at kigge på hans elegante svømmetag i vandet, ”SE DÉR” – udbrød han. Jeg kiggede, en fantastisk gul og sort fisk, slog sine folder ved en stor undervandsklippe. Han var lige så begejstret som jeg. Det lignede ikke, at han bliver træt af vandet, han kan i hvert fald stadig føle ekstase over livet under vandoverfladen.

Han viste mig efterfølgende, hvordan han vaskede sin båds underdel, og rensede den for fastklæbende salt og havrester. Efter 10min lod jeg ham arbejde i fred og svømmede videre med havskildpadder og fisk i alverdens farver.

For mig var den tur slående. Jeg har altid været et bymenneske. Har godt kunne lide farten og den hurtige forandring. Men efter et par måneder i Manila og rundrejse, er jeg blevet træt af by livet. Jeg er begyndt at se dens effektive måde at få folk til at glemme det naturlige. Dens effektive måde, at få de materielle ting, til at få en betydning i en sådan grad, at naturen glemmes. Der hvor vi kommer fra. Det er muligt, at jeg er romantiker, men jeg er begyndt at blive skræmt af byen. Af byens larm og bilos. Eller også er jeg ved at blive forelsket i naturen, i vandet og bjergene.

Den lille 10-årige dreng, som kiggede på mig med fremstrakt arm, stak jeg en løgn. ”I have no money. Sorry”.

Det var en løgn, men måske en løgn, der er langt bedre for ham end at stikke ham 10 pesos.

2 Responses to “Livet på Kakarong Street”

Efterlad et svar

  • (will not be published)