Den indre drengs stemme

seoultower

Jeg læste i starten af april, en artikel i BT, om mentale problemer blandt fodboldspillere. Det fik mig til at gå til bunds i selve analyserne på deres respektive hjemmesider. Jeg var chokeret, men samtidig lettet. Jeg kan genkende noget i mig selv i de undersøgelser. Her er tallene:

Ud af 180 aktive fodboldspillere havde 26% oplevet depression, angstanfald eller spiseforstyrrelser.

19% havde haft problemer med deres alkoholindtag.

Efter karrieren:

Ud af 121 pensionerede fodboldspillere, havde 39% oplevet depression, 42% havde oplevet spiseforstyrrelser og 32% havde problemer med alkoholindtag.

Link til offentliggørelsen af undersøgelsen: http://www.fifpro.org/en/news/depression-highly-prevalent-in-footballers

Men én ting er de aktive, og pensionerede, noget andet der sprang mig i øjnene er en undersøgelse af unge, som viser en tendens til udbrændthed blandt hver fjerde pga. forventningspres.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/unge-fodboldspillere-braender-alt-tidligt-ud

Hvad skal vi bruge alle disse undersøgelser til? Jeg synes der tegner sig et mønster. Derfor er det interessant at dykke ned i, hvad der skaber denne angst og depression, og det udbrændte element hos helt unge fodboldspillere. Forventningspresset siges der, og lægmanden tænker med det samme – aaaah, medier osv. NEJ! Ikke kun fra medier. For mig er det forventningspres lige så meget noget, jeg oplever fra omgangskredsen. Dét at spille fodbold er blevet til en gave, som sendt fra himlen. Og hvis vi ikke behandler den ordentligt, så er det for dårligt. Den holdning får jeg selv fra mine venner. Når jeg har udtrykt utilpashed med fodboldmiljøet, eller bare brokket mig – så har selv mine bedste venner sagt: ”hey man, du har noget som alle andre ville give deres højre arm for at kunne”. Og her mener de à at leve af at spille fodbold. Men NEJ! Det ville ikke alle give deres højre arm for, det ville DU, men det er en anden snak.

Fodbold er også et håndværk (”fodværk”), ligesom alle andre jobs. Jeg skal træne mange timer for at blive rigtig god. Det er opskriften i alle erhverv. Fodbold er mine øjne i niche-erhverv. Det er et job i underholdningsbranchen. Fodbolden i dag, er som datidens teater. Der sidder publikum i stolene, der venter på at blive underholdt. De har betalt for at komme ind. Forhænget trækkes fra, kampen begynder. Når kampen er slut, så klapper folk eller de buher alt efter om de er blevet underholdt eller ej (læs; for det meste er sejr eller nederlag udgangspunktet).

Jeg tror, at presset fra éns omgangskreds er en meget vigtig faktor i den senere dannelse af angst og depression. Det er fra omgangskredsen jeg skal finde min ro og min indre styrke. Her skal jeg kunne slappe af. Og måske endda snakke om andet end fodbold? Man lærer at beskytte sig selv. At have en hård skal. Hele tiden være på vagt. Aldrig våge tilliden fuldt ud, aldrig være sårbar. Dette kan føre til angst og depression. Når man ikke får mulighed for at være sig selv, også iblandt venner, så lever man et afstumpet liv med sig selv. Hvor man har meget få steder, hvor man kan vise og placere sin sårbarhed.

Hvis jeg skal være rigtig hård ved fodboldverdenen, så uddanner den fodboldspillere til angst og depression efter karrieren. Og netop her ligger ét af de emner, der ikke er særlig belyst i medierne. Men det er måske endnu vigtigere à hvad der sker med fodboldspillerne efter karrieren. Når man slutter som 35 årig, så har man stadig på den gode side af 40 år tilbage af sit liv. Men disse mennesker glemmes i debatten, fordi det handler om dem, som er på lige nu. Dem der er en del af ”breaking news”. Hvad med dem, der er stoppet? Hvem bliver de taget imod af på den anden side?

Nogle af de stressfaktorer jeg har oplevet i min karriere er af mindre størrelse. Men jeg vil kalde det en iboende uro, som jeg har mærket gennem lang tid. En uro der fik mig til at bide mig selv i neglene, der fik mig til at bide indvendig i min mund. Alle stressfaktorerne var tilstede, selv når der intet var at blive stresset over. Eller var der? Mit instinkt fortalte mig, at noget ikke var i orden. Min indre dreng var ikke glad. Og det var som om han i starten råbte. Han skreg, men jeg overhørte ham. Som tiden gik blev han træt af at råbe – så han startede med at kradse. Han begyndte at kradse fra mit indre. Han ville ud.

Jeg søgte efter inspiration og fandt den.

Jeg så en film på TED med Caroline Casey (http://www.ted.com/talks/caroline_casey_looking_past_limits).

WOW for en historie! Hun blev født med en øjensygdom der gjorde, at hun faktisk ikke kan se mere end 20cm frem. Alligevel gik hun hele skolegangen uden at finde ud af det. Hun fandt først ud af det som 17årig, men fortsatte alligevel den klassiske karrierevej, kom ind i en høj stilling og pludselig en dag i en alder af 28 år blev hun ramt som lynet. Hun kunne pludselig intet se! INTET! Hun snublede over sten som hun normalt altid navigerede uden om, hun var forsvarsløs – indtil hun bad om hjælp. Lægen undersøgte ikke engang hendes øjne, men sagde – jeg tror det er tid til forandring. Jeg tror det er tid til, at du er dig selv – er den du er!

Hun besluttede sig pludselig for noget. Som ramt af et lyn. Hun ville lære at kontrollere en elefant og rejse gennem Indien på den. Hun spurtede hjem, navigerede uden om alt, for hun havde fundet vejen! Hun vidste hvad hun ville. Efter 8 måneder havde hun lært at kontrollere en elefant og rejste 1000km gennem Indien.

Hvor er det smukt.

Denne historie får mig til at stille mig selv spørgsmål.

Hvem er det jeg gerne vil være? Hvem er det jeg tror jeg er? Hvor vil jeg gerne hen?

Jeg har lavet hendes historie om, jeg har lavet en Ken version:

Jeg blev født med en overbevisning om, at jeg kun var fodbold. Det gjorde, at jeg ikke kunne se mere end 20minutter frem. Jeg gik igennem flere lande og diverse fodboldskoler, uden at finde ud af det. Jeg fandt først ud af det som 25årig, men fortsatte alligevel den klassiske karrierevej, spillede i Bundesligaen og pludselig en dag, i en alder af 27 år blev jeg ramt som lynet. Jeg kunne se det! I 2 år havde jeg forsøgt at finde min sti, jeg snublede over sten som jeg normalt altid havde navigeret uden om, til tider følte jeg mig forsvarsløs – lige indtil… Lige indtil jeg lyttede til min indre drengs stemme og bad ham om hjælp. Min indre dreng behøvede ikke at undersøge mig, han kendte svaret og sagde – jeg tror det er tid til forandring. Jeg tror det er tid til, at du er dig selv. At du er den du er!

Jeg besluttede mig for noget. Som ramt af et lyn. Jeg ville lære at kontrollere mig selv, finde ro og rejse ud i verden og indvie andre mennesker i mit projekt. Jeg spurtede hjem, navigerede uden om alt, for jeg havde fundet vejen! Jeg opsagde min aftale i Bochum uden at have en sikkerhed for hvad der ville ske. Jeg kendte kun retningen, men havde intet konkret. To uger efter sad jeg i Kina. Jeg havde rejst 8.500km.

Jeg tror på, at hvis jeg kan finde min indre ro mens karrieren er i gang, så kan også tage den gave med, når jeg fodboldmæssigt går på pension. En pension, hvor jeg ikke er en del af de problemer jeg opremsede i starten af indlægget. En pension hvor jeg hverken er en del af de 39%, de 42% eller de 32%. Det er vigtigt for mig. Derfor tog jeg valget om, ikke at lytte på hvad alle andre mente jeg skulle gøre med min karriere. Jeg valgte at følge mig selv. Følge min indre drengs stemme. Han ville på eventyr. Han ville opleve, for samtidig at kunne lege med bolden.

10 Responses to “Den indre drengs stemme”

  1. Ture

    1000 tak :) Caroline Casey videoen kickstarter noget.
    Jeg tror jeg vil sætte mig i et hjørne, og blive der til jeg kan høre min indre drengs stemme!

    Svar
  2. Marc Olsen

    Super godt skrevet Ken. Jeg kan fuldstændig identificere mig selv med din blog her.

    Svar
  3. Jesper Thygesen

    Top-story.

    En smuk beskrivelse af et solidt stykke vellykket selvterapi.
    Kan li din umiddelbarhed, refleksion og sårbarhed.
    Skarpt skåret.
    Good luck derovre.
    Vh jesper thygesen, tv3sport

    Svar
  4. Danilo Arrieta

    Super godt skrevet Ken. Stor respekt. Er sikker på, at der er mange fodboldspillere, som har det på samme måde. Blev jo selv som helt ung udråbt som Danmarks største talent og har mærket presset fra medier, men også fra omgangskreds. Har selv prøvet at være i en depression, uden at vide hvorfor, men fik heldigvis hjælp. God rejse. Mvh Danilo

    Svar
    • Ken Ilsø

      Hej Danilo og Jeppe

      Jeg er helt sikker på, at der er mange der har det på samme måde. Men der snakkes ikke så meget om det. Jeg ved ikke om det interesserer folk uden for fodbold synderligt meget, måske de bare vil underholdes (hvilket jeg forstår)? Men jeg er helt sikker på, at denne “debat” er vigtig for os fodboldspillere i branchen og for de unge nytilkomne. De udvælges stadig yngre og yngre og bliver mere og mere “værd”. Dermed vil presset også komme til dem, bare i en yngre alder, end hvad jeg selv har prøvet. Danilo – du var jo selv helt ung, da du blev udråbt til talent, og jeg kan selv nævne Bo Storm, som jeg har spillet sammen med i Heerenveen.
      Jeg er glad for jeres kommentarer. God vind til jer begge…

      Svar
  5. Jeppe Hansen

    Fantastisk tankevækkende. Jeg er selv ungdomspiller i Vejle Boldklub og kan sagtens identificere mig med mange af de ting du nævner. Jeg tror det kunne gavne mange i dagens fodbold-danmark at læse dette. Hvis ikke andet har det ihvertfald rørt mig, så tak.

    Svar

Efterlad et svar

  • (will not be published)