Da 3 uger blev til 7 måneder

7 måneder uden at have et hold, et holdested og plan – wauw det er lang tid. Hvad gik gennem mine tanker? Glæde, frihed, men også frustration. Frustration over ikke at kunne finde den klub, der passede til mig. Frustration over ikke at være i gang. Sådan rent fysisk. Dét at holde sig selv i gang, løbemæssigt, fodboldmæssigt og skrivemæssigt har været svært.

Mens jeg rejste rundt på Filippinerne skænkede jeg det ikke altid tanker, men når jeg sad i Manila, folk gik på arbejde og jeg i princippet ikke havde noget jeg skulle – så kunne jeg mærke en dovenhed komme snigende. Den kom faktisk ikke engang snigende. Den kom bragende. Pludselig sov jeg til kl. 12, stod op, gik på café i Manila og tænkte over hvor jeg skulle hen næste gang, den næste oplevelse.

Det var 7 måneder uden at få én eneste krone ind på lønkontoen, her har mit spare-gen vist sig at være godt. Jeg har en buffer at løbe på, når jeg ikke har job. Det gjorde, at jeg ikke var tvunget til at træffe et valg af økonomiske årsager.

Da jeg kom hjem fra Filippinerne d. 24 november 2014, talte jeg meget med familien og overvejede at tage hjem til Danmark og spille. Jeg overvejede det kraftigt. Men i og med den mest ideelle løsning først ville opstå til sommer i Danmark, så måtte jeg evaluere på situationen igen. Og så ramte tankerne.

Da jeg for ca. 1 år siden besluttede mig for at gøre noget anderledes, noget nyt, der traf jeg også det svære valg. Valget om, at jeg skal kæmpe for at finde de rette kontakter i de lande jeg gerne vil spille fodbold i. Hvilke agenter kender jeg i de områder, hvilke personer kender jeg fra tidligere? Hvordan kan jeg via min fodbold, komme til de lande, jeg rigtig godt kunne tænke mig at spille i? Og hvordan stemmer det overens med mine værdier, mit eventyr-gen og min kompromisløshed?

Det svære valg var samtidig et ensomt valg, et valg som ikke mange træffer og rent fodboldmæssigt havde jeg undervurderet effekten af at, ”ryge uden for radaren”. Agenter fra alle verdens lande strømmede til i starten via min Facebook indbakke og bød sig til. Men agentverdenen har en helt speciel agenda, og jeg har virkelig fundet ud af, hvor få der egentlig har en reel interesse i at placere mig i et bæredygtigt job. De fleste af dem, havde jeg fornemmelsen af, var nærmest folk der ingen reelle kontakter havde, men bare sad alene bag computer skærmen og ønskede mandater til det ene og andet land. Som sikkerhed for hvis nu der skulle finde en handel sted, at de så ville få deres andel. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg selv skulle til at lege agent og affinde mig med ikke at finde en ny klub, der matchede mig så let.

I samtalerne med min familie fik jeg pludselig en overvældende følelse af, at dét at tage tilbage til Danmark, lige nu, ville være at stikke halen mellem benene. Sådan følte jeg det. At stikke halen mellem benene fordi nu var der ikke lige nogle interessante klubber, der havde henvendt sig og så kunne jeg måske ikke? Måske var der ingen passende klub der ville have mig? En klub hvor jeg bare sagde, ”yes, det skal være den”. Måske skulle jeg bare stoppe? Finde på noget andet? Disse opgivende tanker har ramt mig, men så kom realismen tilbage. Selvfølgelig kan jeg, men det har krævet tålmodighed – og det har jeg ikke. Jeg hader at stå i kø, jeg hader at vente for at købe et taletidskort – så kommer jeg hellere tilbage en anden dag. Sagt på en anden måde à jeg skal bekæmpe min utålmodighed. Den uro jeg har i kroppen er lige så meget en utålmodighed, som det er flyvende tanker, der bringer mig til alle verdens fodboldlande. Det er utålmodighed, der hele tiden stræber efter noget mere, noget højere, udvikling.

Men tankerne kan fortælle lidt om, hvad andre uden job gør sig af tanker, om det er frivilligt eller tvunget. Jeg blev fortvivlet til tider, blev usikker på mig selv og mine kvaliteter. Så startede jeg træningen op med et Filippinsk hold, og blev flov over mig selv. Hvordan kunne jeg have de tanker? Hvordan kunne jeg komme så langt ud, at jeg blev usikker på mine færdigheder? På mig? Træningen bekræftede mig i, at jeg var langt fra færdig, at jeg stadig har et højt niveau, at jeg er dygtig og at jeg skulle fortsætte med at have tålmodighed. Og hvad så med utålmodigheden?Den var heldigvis råd for.

I min ferieperiode i Danmark mødte jeg mange fodboldspillere, der stadig spiller på højt niveau, men samtidig også spillere der har mistet lysten, stoppet eller bare gået flere niveauer ned.

Her mødte jeg en enorm begejstring for mit projekt – at træffe de svære beslutninger, de svære valg – at være på rejse med fodbolden. Noget som nogle af dem selv gerne ville have gjort/gøre. Men som de alligevel afholder sig fra. De fik mig til at føle mig som foregangsmand for de svære og kompromisløse beslutninger i fodboldverdenen. For ikke altid at lade sikkerhed, økonomi og “den lette løsning” sejre – for den lette løsning er tit forbundet med rutinen. Og som utålmodig, hungrende efter noget højere, noget mere, udvikling i alle aspekter – så er rutine ikke noget jeg vil stifte bekendtskab med i store doser. Selv til træning forsøger jeg at gøre tingene på nye måder, anderledes, få legen frem ved at opleve det nye. Det fører mig til et citat fra Paulo Coelho –> “Hvis du tror at eventyret er farligt, så prøv rutinen – den dræber”.

Jeg tager gerne det svære valg, Jeg har gjort det, og vil fortsætte med det. Der vil være fristelser på vejen, som jeg vil skulle modstå – f.eks. mit tidligere beskrevet dilemma med at vende tilbage til dansk fodbold nu. Når nu forudsætningerne for det gode scenarie ikke var til stede, hvorfor forsøgte jeg så ubevidst at tvinge det igennem? Når jeg træffer svære valg, så er jeg ikke alene, selvom det kan føles sådan.

Jeg træffer også valg for andre fodboldspillere, for forretningsmænd, for iværksættere og for murer. Der er flere derude, der sidder med eventyreren i hjertet. Så hvis jeg vælger rutinen – hvorfor skulle andre så vælge anderledes?

Sådan blev 3 uger til 7 måneder, men nu er klubben fundet, i Singapore. Jeg glæder mig. Jeg har allerede trænet med holdet og mærker en helt anden kultur end i Kina, på trods af at ca. 70% af de lokale her er kinesere. Men med et helt andet mind’set. De snakker engelsk. De er meget interesseret i at gøre mig til en del af gruppen og værdsætter humor i omklædningsrummet højt. Singapore minder på én eller anden måde om Danmark. Der er sikkert på gaderne, der er styr på tingene, alt er organiseret – men bare med et andet klima, et asiatisk drive og stemning.

Jeg vil vinde mit første mesterskab, og det vil jeg her i Singapore.

4 Responses to “Da 3 uger blev til 7 måneder”

  1. Rasmus Hansen

    Spændende indlæg, og meget relevant problemstilling. Jeg har selv valgt sikkerheden og job efter nogle år der var noget mere eventyrprægede, og kan mærke hvor hurtigt mageligheden og dovenskab angriber en. Men dette indlæg er jo en reminder om at finde tilbage til det eventyrlige mindset.

    Held og lykke med at vinde guldet i Singapore.

    Svar
    • Ken Ilsø

      Tak Rasmus. Det handler måske i virkeligheden om genfinde balancen mellem de to ting? For jeg har også oplevet, at et rent eventyrligt mindset, for mig, nogle gange er belastende. Jeg er simpelthen opvokset i en kultur, hvor planlægning og sikkerhed er en grundværdi. Den kan jeg ikke løbe fra. Men jeg kan tage afstikkere mellem de to mindset. Så godt jeg nu kan.
      Det var bare lidt tanker herfra. Hvor var du henne i udlandet med jobbet? Og hvordan mærker du dovenskaben?

      Mvh. Ken

      Svar
  2. Johannes

    Hej Ken!
    Jeg var rigtig stor fan af dig som fodboldspiller da du spillede for FC Modtjylland. Jeg har flere trøjer med dit navn og er stadig fan af dig!

    Jeg har en kæmpe respekt for den måde du har valgt at priotere roen i dit liv højere end pengene og karrieren. Det er noget jeg altid godt har kunne tænke mig i fodboldverdenen. Jeg håber du finder roen og udlever ‘drømmen’, men samtidig håber jeg også du vil tilbage til Herning og FC Midtjylland en gang.

    Med venlig hilsen Johannes ☺️

    Svar
    • Ken Ilsø

      Hej Johannes

      Der kan man bare se, hvis du har flere trøjer med mig, så skal du da også anskaffe en fra Singapore, du vil måske være den første dansker med en fan trøje fra Singapore :)

      Jeg vil samtidig ønske jer alle sammen i Herning held og lykke med at erobre den titel alle i FCM og Herning/Ikast hungrer efter.

      Mange hilsner, Ken

      Svar

Efterlad et svar

  • (will not be published)