Rejsens værdi

IMG_0790

Jeg rejser aldrig til Indien igen. Jeg husker mine tanker, som var det i går. Efter 3 ugers rundrejse i Indien med rygsæk, sad jeg i trygge Danmark. Det havde været for meget. For meget skidt. For mange mennesker. For meget støj. For mange farver. For mange lugte. Kort sagt – for meget. Så skete forvandlingen.

Tankegang efter præcis en uge: ”Det var nu egentlig meget fedt og inspirerende at være på den tur”.

Tankegang efter 2 uger: ”FUCK hvor var det fedt man. Der skal jeg hen. Igen! NU!

Hvilken forvandling. Og netop ordet forvandling er centralt for mig. Denne rejse til Indien var min vigtigste rejse i udviklingen af mig selv, og hvorfor jeg mener, at alle der kan, skal foretage sig rejser, hvor de kommer ud af deres comfort zone. Ikke altid tage til steder hvor de kender restauranterne. Eller hvor der altid bare kan bestilles spaghetti bolognese. Nej, et sted hvor man bliver udfordret på sin tankegang. Det blev jeg dengang. Jeg har ikke fortrudt det.

Jeg vil sammenligne min situation med dét at have skyklapper på. De var inden min rejse placeret på en sådan måde, at det eneste jeg kunne se, var min egen færd på vejen. Ting omkring mig opfangede jeg ikke. Jeg kunne jo ikke se dem. Det jeg oplevede den dag, nøjagtig to uger efter min hjemkomst fra Indien – var en ny vej. Det var ny grus, ny asfalt. Det var en ny horisont. Jeg kunne se mere. Jeg kunne nu også se, at der var grøn bevoksning langs grusvejen.

Min rejse foregik på to niveauer. Først og fremmest en bevægelse i tid og rum. Men det der virkelig rykkede mig som menneske var det andet niveau af rejse. En indvendig rejse. En indre rejse, hvor alle mine ydre oplevelser blev bearbejdet og tolket. Det skabte forandringen. Men det tog mig tid at opfange det. Det tog min indre rejse længere tid at udfolde sig, end det gjorde for min ydre rejse.

Jeg var ikke det samme menneske, da jeg vendte hjem. Mine skyklapper havde udvidet sig. De omfavnede nu mere af verden. En større forståelse af mig selv. Af min identitet. Af hvilket liv jeg havde, hvilket liv andre har og hvilket liv jeg vil fremadrettet.

 

Den indre drengs stemme

seoultower

Jeg læste i starten af april, en artikel i BT, om mentale problemer blandt fodboldspillere. Det fik mig til at gå til bunds i selve analyserne på deres respektive hjemmesider. Jeg var chokeret, men samtidig lettet. Jeg kan genkende noget i mig selv i de undersøgelser. Her er tallene:

Ud af 180 aktive fodboldspillere havde 26% oplevet depression, angstanfald eller spiseforstyrrelser.

19% havde haft problemer med deres alkoholindtag.

Efter karrieren:

Ud af 121 pensionerede fodboldspillere, havde 39% oplevet depression, 42% havde oplevet spiseforstyrrelser og 32% havde problemer med alkoholindtag.

Link til offentliggørelsen af undersøgelsen: http://www.fifpro.org/en/news/depression-highly-prevalent-in-footballers

Men én ting er de aktive, og pensionerede, noget andet der sprang mig i øjnene er en undersøgelse af unge, som viser en tendens til udbrændthed blandt hver fjerde pga. forventningspres.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/unge-fodboldspillere-braender-alt-tidligt-ud

Hvad skal vi bruge alle disse undersøgelser til? Jeg synes der tegner sig et mønster. Derfor er det interessant at dykke ned i, hvad der skaber denne angst og depression, og det udbrændte element hos helt unge fodboldspillere. Forventningspresset siges der, og lægmanden tænker med det samme – aaaah, medier osv. NEJ! Ikke kun fra medier. For mig er det forventningspres lige så meget noget, jeg oplever fra omgangskredsen. Dét at spille fodbold er blevet til en gave, som sendt fra himlen. Og hvis vi ikke behandler den ordentligt, så er det for dårligt. Den holdning får jeg selv fra mine venner. Når jeg har udtrykt utilpashed med fodboldmiljøet, eller bare brokket mig – så har selv mine bedste venner sagt: ”hey man, du har noget som alle andre ville give deres højre arm for at kunne”. Og her mener de à at leve af at spille fodbold. Men NEJ! Det ville ikke alle give deres højre arm for, det ville DU, men det er en anden snak.

Fodbold er også et håndværk (”fodværk”), ligesom alle andre jobs. Jeg skal træne mange timer for at blive rigtig god. Det er opskriften i alle erhverv. Fodbold er mine øjne i niche-erhverv. Det er et job i underholdningsbranchen. Fodbolden i dag, er som datidens teater. Der sidder publikum i stolene, der venter på at blive underholdt. De har betalt for at komme ind. Forhænget trækkes fra, kampen begynder. Når kampen er slut, så klapper folk eller de buher alt efter om de er blevet underholdt eller ej (læs; for det meste er sejr eller nederlag udgangspunktet).

Jeg tror, at presset fra éns omgangskreds er en meget vigtig faktor i den senere dannelse af angst og depression. Det er fra omgangskredsen jeg skal finde min ro og min indre styrke. Her skal jeg kunne slappe af. Og måske endda snakke om andet end fodbold? Man lærer at beskytte sig selv. At have en hård skal. Hele tiden være på vagt. Aldrig våge tilliden fuldt ud, aldrig være sårbar. Dette kan føre til angst og depression. Når man ikke får mulighed for at være sig selv, også iblandt venner, så lever man et afstumpet liv med sig selv. Hvor man har meget få steder, hvor man kan vise og placere sin sårbarhed.

Hvis jeg skal være rigtig hård ved fodboldverdenen, så uddanner den fodboldspillere til angst og depression efter karrieren. Og netop her ligger ét af de emner, der ikke er særlig belyst i medierne. Men det er måske endnu vigtigere à hvad der sker med fodboldspillerne efter karrieren. Når man slutter som 35 årig, så har man stadig på den gode side af 40 år tilbage af sit liv. Men disse mennesker glemmes i debatten, fordi det handler om dem, som er på lige nu. Dem der er en del af ”breaking news”. Hvad med dem, der er stoppet? Hvem bliver de taget imod af på den anden side?

Nogle af de stressfaktorer jeg har oplevet i min karriere er af mindre størrelse. Men jeg vil kalde det en iboende uro, som jeg har mærket gennem lang tid. En uro der fik mig til at bide mig selv i neglene, der fik mig til at bide indvendig i min mund. Alle stressfaktorerne var tilstede, selv når der intet var at blive stresset over. Eller var der? Mit instinkt fortalte mig, at noget ikke var i orden. Min indre dreng var ikke glad. Og det var som om han i starten råbte. Han skreg, men jeg overhørte ham. Som tiden gik blev han træt af at råbe – så han startede med at kradse. Han begyndte at kradse fra mit indre. Han ville ud.

Jeg søgte efter inspiration og fandt den.

Jeg så en film på TED med Caroline Casey (http://www.ted.com/talks/caroline_casey_looking_past_limits).

WOW for en historie! Hun blev født med en øjensygdom der gjorde, at hun faktisk ikke kan se mere end 20cm frem. Alligevel gik hun hele skolegangen uden at finde ud af det. Hun fandt først ud af det som 17årig, men fortsatte alligevel den klassiske karrierevej, kom ind i en høj stilling og pludselig en dag i en alder af 28 år blev hun ramt som lynet. Hun kunne pludselig intet se! INTET! Hun snublede over sten som hun normalt altid navigerede uden om, hun var forsvarsløs – indtil hun bad om hjælp. Lægen undersøgte ikke engang hendes øjne, men sagde – jeg tror det er tid til forandring. Jeg tror det er tid til, at du er dig selv – er den du er!

Hun besluttede sig pludselig for noget. Som ramt af et lyn. Hun ville lære at kontrollere en elefant og rejse gennem Indien på den. Hun spurtede hjem, navigerede uden om alt, for hun havde fundet vejen! Hun vidste hvad hun ville. Efter 8 måneder havde hun lært at kontrollere en elefant og rejste 1000km gennem Indien.

Hvor er det smukt.

Denne historie får mig til at stille mig selv spørgsmål.

Hvem er det jeg gerne vil være? Hvem er det jeg tror jeg er? Hvor vil jeg gerne hen?

Jeg har lavet hendes historie om, jeg har lavet en Ken version:

Jeg blev født med en overbevisning om, at jeg kun var fodbold. Det gjorde, at jeg ikke kunne se mere end 20minutter frem. Jeg gik igennem flere lande og diverse fodboldskoler, uden at finde ud af det. Jeg fandt først ud af det som 25årig, men fortsatte alligevel den klassiske karrierevej, spillede i Bundesligaen og pludselig en dag, i en alder af 27 år blev jeg ramt som lynet. Jeg kunne se det! I 2 år havde jeg forsøgt at finde min sti, jeg snublede over sten som jeg normalt altid havde navigeret uden om, til tider følte jeg mig forsvarsløs – lige indtil… Lige indtil jeg lyttede til min indre drengs stemme og bad ham om hjælp. Min indre dreng behøvede ikke at undersøge mig, han kendte svaret og sagde – jeg tror det er tid til forandring. Jeg tror det er tid til, at du er dig selv. At du er den du er!

Jeg besluttede mig for noget. Som ramt af et lyn. Jeg ville lære at kontrollere mig selv, finde ro og rejse ud i verden og indvie andre mennesker i mit projekt. Jeg spurtede hjem, navigerede uden om alt, for jeg havde fundet vejen! Jeg opsagde min aftale i Bochum uden at have en sikkerhed for hvad der ville ske. Jeg kendte kun retningen, men havde intet konkret. To uger efter sad jeg i Kina. Jeg havde rejst 8.500km.

Jeg tror på, at hvis jeg kan finde min indre ro mens karrieren er i gang, så kan også tage den gave med, når jeg fodboldmæssigt går på pension. En pension, hvor jeg ikke er en del af de problemer jeg opremsede i starten af indlægget. En pension hvor jeg hverken er en del af de 39%, de 42% eller de 32%. Det er vigtigt for mig. Derfor tog jeg valget om, ikke at lytte på hvad alle andre mente jeg skulle gøre med min karriere. Jeg valgte at følge mig selv. Følge min indre drengs stemme. Han ville på eventyr. Han ville opleve, for samtidig at kunne lege med bolden.

Ophør af samarbejde

Efter mit mål imod Shanghai East Asia

Efter mit mål imod Shanghai East Asia

Jeg stopper pr. dags dato i Guangzhou R&F.

Jeg har haft 3 spændende og lærerige måneder i Guangzhou. Jeg har været enormt glad for at være der, og har været med til at løfte holdet, lave mål og være kampafgørende i CSL.

Holdet er nummer 3, og jeg er stolt over at have bidraget til at aflevere holdet på den vitale 3.plads, der giver adgang til CL, hvilket er klubbens helt store mål i år.

Samarbejdet stopper dog alligevel i og med, at klubben har fravalgt min position fordi man i stedet ønsker at hente en spiller der dækker spidsangriber positionen. De har derfor valgt at gøre brug af en option i vores aftale.

Jeg ønsker Guangzhou R&F alt held og lykke i deres bestræbelser på at opnå 3. pladsen.

Jeg er nu fri på markedet igen og glæder mig til at se, hvor min næste rejse går hen. Én ting er sikkert, “Im still tripping”.

 

Kamp imod Hangzhou

Kamp imod Hangzhou

Institutioner dræber spændingen

Udkigspost fra Sigiriya Rock på Sri Lanka

Udkigspost fra Sigiriya Rock på Sri Lanka

Et system der er lukket. Et system der ikke er på vej noget sted hen – det uddør. Det institutionelle ødelægger det. Fjerner følelserne, fjerner ejerskabet. Se på landsholdet, måske gennemgår de den største seer- og tilskuerkatastrofe set i nyere tid? Hvorfor? Journalisterne vil have følelser. De vil høre udmeldinger, de vil se nerve. De vil se gnist. De får intet af det. Der er lagt bånd på spillerne. De er styret. Da jeg selv var inde under landsholdets vinger i kort tid, mærkede jeg det også. Jeg har flere gange udtrykt mig farvet på live fjernsyn. Som dengang jeg rundede Danny Califf og scorede i et soloridt for SønderjyskE, imod FCM. Bagefter tog jeg en udtalelse fra omklædningsrummet, direkte med i fjernsynet. På et spørgsmål om oplevelsen af mit mål sagde jeg: ”Jeg får bolden, drejer rundt om Califf, der vender som en færge, løber fra ham og banker den op i korteste målhjørne”. En fræk udtalelse, enig. På grænsen til provokation, enig. Men hvorfor ikke? Skal vi alle sammen være venner på banen og uden for? Tilskuerne kommer på stadion fordi de vil se drama. Fodbolden har en gave, som forhistoriens teater havde. Man kom og forventede at blive underholdt. Nogle klappede, andre råbte og gik i protest deres vej. De blev udfordret. Udfordret på deres verdensbillede, sådan som de opfattede verdenen. Og når man bliver udfordret på sit verdensbillede, så har man samtidig muligheden for at blive beriget. At få åbnet sit verdenssyn – at gøre det bredere. Gøre det i stand til at rumme endnu flere ting. Det kan fodbolden også, men det er ved at forsvinde. Tilskuerne og seerne – de vil se et teaterstykke. Vi kommer på banen, forhænget trækkes fra. Tilskuerne sidder på deres pladser, klar til at blive underholdt. De vil råbe, de vil skrige. De vil fanges af det eventyr der foregår på banen. Gør de ikke det, så føler de sig ikke underholdt og kan lige så godt gå hjem igen.

Efter min udtalelse, og flere andre rappe bemærkninger, kunne jeg mærke at jeg var under ”presse-observation” af  landsholdets pressefolk. De stod hele tiden bag ved mig og hørte efter hvad der blev sagt. Det var første gang jeg fik en forsmag på den usynlige snor, som landsholdets opsætning, efter min mening, kører med. Og så kommer der ingen følelser. Og der kommer ingen breaking news. Men det er dét moderne fodbold sigter efter. Når der så endelig er nogen der kommer ud med en bombastisk holdning, eller udskejelse.. SÅ FÅR DEN! Så får den hele turen. Igennem trædemøllen, hver en enkelt sætning skal presses ud til ekstremerne. Som sultne hunde, der ikke har fået mad i flere dage, ser journalisterne endelig deres historie. Og de kaster sig alle over den. Fra flere forskellige vinkler. Samme historie. Men den skal vrides! Efter flere dages gennemtrævsel af historien, har spilleren fået nok og tænker – puha, det skal jeg sgu ikke opleve igen. Og så er det gyldne bånd lagt. Så er der lagt en flot gylden lynlås hen over munden, som kun åbnes når klubbens eller landsholdets pressefolk står bagved og giver god for ens svar. Eller sørger for at kunne ændre en lille udtalelse, så den ikke er blæst op i medierne dagen efter.

På den måde institutionerer vi følelserne, de bliver lagt i kasser, som kan tages frem alt efter hvilken der anbefales. Det bliver ikke ægte. Og ægthed kan mærkes, uægte kan lugtes. Helt hjem i stuerne foran fjernsynet. Lad os dog få gang i kreativiteten, lad os have lov til at sige ting. Lad os åbne for vores verdensbillede og ikke lægge det i en kasse.

Kasser er gode, men kun til transport og opbevaring. Ikke til kreativt flow og udvikling.

Det samme ser jeg i civilisationer. Jeg har studeret Kinas historie på Århus Uni, og et specielt ømt punkt i Kina er Opiumskrigen, hvor det mistede kontrollen med sig selv. Kort fortalt forsøgte Kina i det 19. århundrede, at afskærme andre fra deres værdier, men også at beskytte deres befolkning imod de negative sider der fulgte med opiumssalget. Min pointe ligger i selve symbolet i at forsøge at lukke sig inde. Det at ville beholde sine egne skatte – synes jeg er interessant. De forsøgte at lukke landet, ved at lukke deres havne (og kun holde en enkelt åben, Canton) – og så gik det galt. Et system der er lukket er samtidig i opløsning. Det mister farten og rammer stilstand fordi det ikke længere kan få tilført den kreative energi ude fra. Landet sander til. Først når det igen åbner sine grænser og havne, sin åbenhed, sine ”kasser” – da vil landet igen blomstre. Så blomstrer kreativiteten, input fra andre mennesker, andre verdensdele og dermed også landet selv. Det samme med mennesker. Hvis vi lukker vores kasser og ikke deler ud, af holdninger, af idéer – så sandes vi til. Vi rammer stilstand.  Og stilstand er IKKE ”still tripping”.

Jeg vil åbne min kasse. Jeg vil forny mit verdensbillede.

Vægten

IMG_0739

En mini-truck er proppet til bristepunktet. Min rejse til Indien

 

Jeg var besat. Jeg var syg. Jeg var besat af vægt. Min egen vægt. Hvad er en besættelse? Det er når noget sidder fast inden i én, som en krog med modhager. Det kommer til at gøre ondt at gøre sig fri af den. I krigssituationer er det, når nogen har magten over én. Vægten havde magten over mig. Jeg var besat af de tal, der viste sig i displayet på vægten, når jeg stillede mig op på den. Et tankespind af følelser og behovet for at kontrollere alt jeg proppede ind i munden. Jeg dannede dette mønster for lang tid siden. Det startede i Danmark, under min første slankekur. Jeg var på en sindssyg hård slankekur, med meget lidt mad i løbet af ugen. Til sidst på ugen blev jeg ”loadet op” med kulhydrater, så jeg kunne spille mine kampe om søndagen. Til at starte med bemærkede jeg ingen ændring i mine handlingsmønstre. Dem bemærkede jeg først, da det var for sent. Da de var så stor en del af mig, at jeg skulle lave en stor indsats for at få dem til at forsvinde. Eneste sted jeg kunne se nogen forandring i starten, var på vægten. Kiloene raslet af, jeg blev fyldt med energi. Pludselig kunne jeg løbe længere, yde mere, følte mig frisk efter kampe. Jeg havde lettet min krop for en enorm byrde. Ca. 7 kilo overvægt. Prøv først at løbe en tur i skoven i halvanden time med 7 liter letmælk i en rygsæk. Prøv så to dage efter at løbe samme rute igen, men uden – så ved du den forskel der er på de forskellige scenarier. Og ikke mindst psykologisk. Du føler dig flyvende, meget lettere. Mærker ikke smerter længere. Den form for lethed og friskhed bar mig igennem de første måneder af slankekuren. Men så var der noget der ændrede sig. Langsomt begyndte jeg at blive mere og mere fokuseret på søde sager. På det jeg manglede. Det jeg gik glip af. Jeg havde tidligere haft erfaringer med en styrketræner, der havde haft indført en ”æde-dag” i et træningsprogram. Det vil sige en dag, hvor alt i 12 timer kan smides indenbords. Fra morgen til aften. Det skulle have den effekt at give en chokeffekt til hele systemet, til forbrændingen. Min krop ville pludselig få så meget mad at arbejde med, at den automatisk måtte skrue op for forbrændingen. Når jeg så næste dag ville gå på slank, så fik jeg meget lidt mad, mens forbrændingen stadig ville køre på fulde omdrejninger. Det lød som en perfekt idé. Som om det lige passede ind. Jeg kunne slanke mig hele ugen, og så bare tage én dag, hvor jeg kunne kaste alt det mad i hovedet, som jeg gik glip af i løbet af ugen. På den måde gik jeg jo ikke glip af alt det sjove mere, tænkte jeg. Når holdkammeraterne gik på pizzeria, eller gik på café for at spise kage, så kunne jeg være med. Det krævede bare de gjorde det på samme dag, som mig selv. Men det kunne jeg vel arrangere, tænkte jeg.

Sådan startede det, sådan fortsatte det. Og folk bakkede mig op. De syntes det var synd for mig, at jeg ikke spiste noget i løbet af hele ugen, så de undte mig, at jeg kunne spise hvad jeg ville denne ene dag om ugen. Hvad de ikke kunne se, hvad de ikke kunne unde mig, eller vide noget om – det var den sygdomseffekt det havde på mig. Psykisk.

I starten var det bare normal overspisning. Hvor jeg ”faldt i”. Når jeg så først havde taget det ene stykke chokolade, så tænkte jeg -  lad dog for helvede det hele ramle. Nu kan det være ligegyldigt hvad jeg spiser i dag. Nu kan jeg lige så godt gå til den. Og så starter jeg på en frisk fra i morgen. Og i øvrigt har jeg hørt et sted at Buddha har sagt i sin lærdom, at hvis der er noget du virkelig har ”cravings” efter, så gør det. Den sidste sætning blev efter en tur i mit tankespind til à æd  til du brækker dig. Og så havde jeg lige pludselig givet mig selv en fantastisk undskyldning til at fortsætte. Og med hensyn til at gå til den, når jeg først var startet min overspisning, så skal jeg hilse at sige, at jeg gik til den. I en voldsom grad. Folk, som er tæt på mig, ved hvor mange kilo mad og “ulækre” ting jeg kunne kaste i hovedet på sådan en dag. Der var ingen grænse.

Senere hen gik det hen og blev mere kontrolleret, men i en sygere forstand. Nu blev det nemlig planlagt. Overspisning blev skematiseret, så den passede efter hvornår det passede mig, og ind i mit skema at overspise. Det foregik tit efter kamp, hvor jeg op til, som sagt, havde levet på smalkost hele ugen. Jeg løb nærmest inde på banen og glædede mig til, at kampen snart var slut – for så startede min belønning. Fløjten lød – yes, mit madmekka er startet! Til madmekkaet havde jeg indkøbt pizza, chokolade, småkager, rødvin, kort sagt – alt. Og det var selvfølgelig ikke godt for min krop, ej heller for mine præstationer på banen eller til træning. For hele den kæmpe mængde mad gav mig en enorm skyldfølelse og skam efterfølgende. Selvom den var planlagt. Ikke i starten af projektet. I starten syntes jeg bare det var fedt. Skammen fyldte så meget, at jeg kunne gentage processen med smalkost i 6 dage efter. 6 dage på smalkost, én dag med fuld hammer. Men det gjorde mig syg. Ikke rent fysisk, men det startede mit forstyrrede forhold til mad. Det startede bølgen med hvor jeg blev fokuseret på at kontrollere min vægt. Den skulle være på 76kg på kampdagen. Det udviklede sig til en besættelse. Kontrol af følelser, som jeg forbandt med maden. Kontrol af sultfornemmelse, som jeg senere hen mistede kontrollen med. Fuldstændigt.

Og jeg vejede mig hver dag I løbet af ugen. Nogle dage op til flere gange dagligt. Bare for at se processen, følge med i den, styre den. For det var det jeg ville. Selv indtil for 1 år siden, vejede jeg mig stadig dagligt, og var styret af det. Jeg ved nemlig, at der er official vejning én gang om ugen, altid efter en fridag. Dagen før den officielle vejning, som bagefter tjekkes af fysioterapeuten og efterfølgende skrives ind i et skema, stillede jeg mig altid på vægten fra dagens start. Så kunne jeg hurtigt danne mig et overblik over, om vægten var for høj eller tilpas. Jeg skulle jo ramme kampvægten senere på ugen omkring de 76kg. Derfor skulle jeg helst i starten af ugen veje omkring de 78kg, når jeg indvejede mig hos fysioterapeuten. Så hvis vægten dagen før, allerede stod på 79kg, så var jeg lidt i panik. Så vidste jeg, at jeg måtte tage en dag med meget lidt spisning, helst en form for sultende trance. Hvis jeg stadig var 500g for tung, om morgenen på selve indvejningsdagen, så havde jeg et sidste kort i ærmet. Jeg måtte lyve 500g af.

Når jeg tænker tilbage på den form for kontrol og styring, så får jeg det dårligt. Så føler jeg mig fremmed for mig selv. Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg har været derude, hvor jeg løj om 500g på vægten. Men, heldigvis ændrede sig noget i mig. En form for trodsighed. Næ, gu’ ville jeg ej lyve for mig selv. Styre min vægt. Jeg ville lytte til min krop i stedet. Jeg fandt nemlig ud af, at jeg ikke havde lyttet til min krops signaler. De instinkter, som jeg lægger meget sandhed i at følge. Dem fulgte jeg ikke selv. For jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke mærke når jeg var sulten. Jeg kunne ikke mærke når jeg var mæt. Jeg kunne ikke mærke om jeg var tung i kroppen. Alt var styret af tanker af følelser.

Nu er jeg kompromisløs. Jeg styrer selv skibet. Jeg styrer det imod mine værdier, og jeg kan mærke roen brede sig i min krop mens jeg styrer. Jeg kigger mod øen, som jeg kan se i det fjerne. Den er min destination. Jeg lytter ikke til dæmonerne, selvom de kommer. Jeg lytter til mig selv. Jeg er sand imod mig selv og min vægt. Jeg gør som jeg gør, fordi jeg stoler på, at det er det rigtige. Jeg lytter til min krop, og den taler endnu højere tilbage til mig. Hvis jeg har ondt til træning, så letter jeg på gaspedalen. Hvis jeg har energi, så giver jeg den fuld hammer. Sandhed over for mig selv er min drivkraft nu. Vægten – den må klare sig selv.

De hjælpeløse

De er hjælpeløse. Hjælpeløse væsener. Sådan behandles de i hvert fald. De ældre. Dem der har så meget livserfaring at dele, så mange historier at fortælle. Hvorfor gør vi dem til noget besværligt? Hvorfor besværer de os? Hvorfor kastes de væk, som en brugt vaskemaskine efter mange års tjeneste? De skrottes. Duer ikke mere. Og så må de egentlig bare gerne dø hurtigt. De betragtes som en belastning for samfundet. I Asien ses de ældre, som de vise. De har livserfaring. De har værdi for samfundet. Man har enorm respekt for dem. De har gået gennem mange af livets prøver og er vigtige som guides for de unge mennesker. Jeg har kun en enkelt gammel i min familie. Og jeg kan huske jeg på et tidspunkt tænkte, hvorfor bruger jeg ikke min mormor, som de gør i Asien? Hvorfor lader jeg hende ikke fortælle historier om sig selv? Hvorfor lytter jeg ikke noget mere?

Så det gjorde jeg. Jeg lyttede. OG hvad fik jeg? Jeg fik klogskab. Klogskab på mig selv. Jeg fandt ud af hvor kilden til min rejse-iver stammer fra, den kommer fra hende. Som ung tomlede hun sig vej ned gennem Europa og sov i rabatten ved kørebanen i et lille medbragt telt. Hun var senere ansat på et skib, som kahytsjomfru og med dette rejste hun verden rundt. Fra østkysten af Amerika gennem Panama- og Suez kanalen for at sejle videre i det Indiske Ocean. Her oplevede hun Malaysia, Filippinerne, Indonesien, Vietnam, Kina og Singapore. Om dagen, når skibet lå til kaj og der ikke var gæster der skulle serviceres, smuttede hun med sømændende ind til byen for at opleve de livet.

Da jeg for første gang begyndte virkelig at spørge ind til min mormors historie, hendes bedrifter og oplevelser fandt jeg ud af, at hun har noget vigtigt. Jeg har endnu ikke præciseret det. Men hun har oplevelser og hun har historier. Hun har noget jeg gerne vil.

Jeg ELSKER historier. Og min mormor fortalte mig én for et stykke tid siden. Jeg var hjemme i Danmark efter min opsigelse hos Bochum. Jeg stod i hendes køkken og kiggede nysgerrigt rundt. Jeg fik øje på en opslagstavle, som hun har hængende. En opslagstavle med gamle ting hun har fået gennem tiden og gemt. Et avisudklip, et billede og – et digt. Dets titel fangede mig med det samme. Der stod – ”Blot nogle ord”. Jeg plejer bare at skimte digte, de interesserer mig ikke. Deres korte sætninger og sammensætning provokerer mig. I skolen har jeg læst digte, som har taget uger at tyde, men også skrevet på et specielt et sprog. Et kodesprog. Jeg vil hellere læse en oplevelse, tages med på eventyr, end at skulle tyde kodesproget, for først derefter at kunne forstå og forestille mig eventyret bag ordene. Men dette digt var anderledes. Det var skrevet med andre ord, end hvad jeg husker fra skolen. Det handlede om noget. Det ramte mig. Det var ikke ligegyldige ord. Jeg læste det. Wauw!

Jeg spurgte min mormor om, hvor hun havde digtet fra.

Digtet, som jeg stod og læste havde hun købt som ung pige. Men ikke hvilket som helst sted. Hun havde siddet på bænk i Kongens Have. Det var en varm sommerdag, solen skinnede og hun nød strålerne sammen med nogle veninder. Pludselig var en vagabond lignende mand trådt op foran dem. Han havde spurgt, om de kunne tænke sig at støtte en digter. Det ville min mormor gerne.

Og dér stod jeg og læste den ensomme vagabonds digt og jeg genkendte mig selv i dets afsluttende vers. Jeg kunne føle det. Det strejfende, det vandrende. Det eventyrende. Roen i uroen.

 

”Blot nogle ord”

Hvor er dog verden køn og frodig,

for den som ser dens store pragt.

Hvor bli’r jeg dog uend’lig modig,

ved synet af naturens magt.

 

Ih, jeg er verdens frieste mand,

der vandrer evigt fra land til land.

Foruden hvile. Foruden ro.

Thi sådan ønsker jeg at bo.

Det ligger i blodet. Jeg vil nu bort.

Hvert eneste ophold her er kort.

Thi rastløs går jeg til verdens ende,

Til døden engang mig hvile vil sende.

 

Livet i Guangzhou

Sejltur på Perlefloden

Sejltur på Perlefloden

 

Jeg rammes af total afslappethed. Uden for er der kaos. Gadeboderne kæmper om at få solgt deres daglige ration af varer til den bedste pris. Jeg sidder i taxaen med nedrullede vinduer. Mærker duften af asien. Det dufter helt specielt. Af fugt, af krydderier, af mad og af affald. På én og samme tid.

Lige præcis her, mens jeg kører over ”Liede Bridge” i Guangzhou, rammes jeg af denne følelse.

De første uger har været spændende og hårde. Hårdt mentalt, fordi der konstant sker noget. Fordi jeg er kommet ind i en helt ny fodboldverden. Der spilles på en helt anden måde. Kineserne er hurtige, atletiske, teknisk stærke og spiller meget fremadrettet. Med højt tempo. Dynamik. Og det er interessant at mærke, at fodboldkulturen, som jeg oplever helt tæt på, er et spejlbillede på samfundet uden for kridtstregerne. Det er også dynamik, fuld fart fremad. Hvad der sker bagtil (taktik) har ikke den store betydning. Vi skal frem over stepperne. Hurtigt spil, få berøringer, ikke afvente situationer. Korte, hurtige ryk fremad. Sådan bevæger Guangzhou sig også. Den har mange ansigter. De kæmpe supermarkeder, de store og lysrige skyskrabere, de nyrige kinesere. Som bølger der fortsætter deres fremmarch mod strandkanten. Det hører ikke op.

Samtidig møder jeg de fattige. Manden på den slidte cykel, midt på den 4 sporede kørebane, den lange ”Avenue”. På cyklen slæber han 30 papkasser, stablet op i 3 meters højde.

Jeg laver mit nøddebrød hver mandag, og derfor er det også dagen hvor jeg bevæger mig ned i et lokalt underjordisk kinesisk gademarked. Grøntsager, kød, krydderier og nødder. Og der snakkes ikke engelsk. Jeg er den eneste udlænding og jeg mærker hvordan jeg nysgerrigt bliver betragtet. Jeg pegede på de sorte sesamfrø i en kæmpe beholder. Damen bag kassen tog bøtten og gjorde klar til at vende bunden i vejret på den ned i en stor pose, da jeg på kinesisk fik fremstammet at jeg bare skulle have 100 gram sorte sesam frø, og hørte tydeligt hvordan damen bagved mig grinede. Jeg tror umiddelbart, at de er vant til at købe lidt større portioner ind ad gangen.

Jeg oplever mange sider af dette fantastiske land. Vi flyver til alle udekampe og klimaet og landskaberne ændrer sig mærkbart efter 2,5 times flyvetur. Da vi for nogle uger siden var i Tianjin i det nordlige Kina, så jeg hvordan landskabet pludselig var brunt, goldt og lysebrunt. Og temperaturen var drattet fra de vanlige 25grader i Guangzhou på denne årstid til 6grader. Det var helt specielt at opleve hvordan jeg steg på flyveren i  grønne, frodige omgivelser og varmt vejr. For derefter at træde ud i et goldt og køligt landskab. Min krop skal vænne sig til skiftene. Det er en interessant og anderledes udfordring.

Min første tid i Guangzhou har jeg kæmpet med at få lavet mit indre kort. Det er svært. Byen er opdelt af flere kerner, og har ikke et centrum, men flere. Nye byer skyder konstant op i samme by. Det gamle Guangzhou rives ned og erstattes af nye højhuse, nye ”avenues” og nye storcentre. Dynamikken fortsætter. Guangzhou har været en vigtig by for Kina gennem flere århundreder og var på et tidspunkt den eneste åbne port ud til resten af verden. Via Perlefloden blev varerne leveret til Guangzhou, hvorfra hele baglandet i Kina blev forsynet. En handelsbys dynamik. Jeg tror det er den jeg oplever til daglig. Jeg tror det er den jeg fascineres af, når jeg sidder dér i taxaen med nedrullede vinduer.

Jeg har svært ved at skrive dybe tanker for tiden. Jeg kan mærke jeg er “på noget”. I’m tripping. Jeg er høj på en eller anden kraft, noget der får mig til bare at ville opleve. Tage ud af døren på vores fridage og bare spadsere gaderne tynde. Snakke kinesisk med taxa chaufførerne (så meget som jeg nu kan). Forsøge at integrere mig. Der ligger en enorm kraft i integrationen for mig. At forstå kineserne. Det kan jeg kun hvis jeg lærer sproget. Lærer deres symboler og kropssprog at kende. Og på vejen med de nye indtryk bliver jeg ramt af en tanke – hvad med de dybe tanker? De er i øjeblikket pakket ned. De er lagt i min rygsæk. Jeg har i stedet taget sækken på ryggen og er vandret ud i verden. Det er energien i dét, jeg er høj på.

Og samtidig trækker det mig væk fra tastaturet. Men jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at skrive. Nødt til at få det ned på skrift, så jeg kan reflektere over mine oplevelser.

Én af mine venner sagde forleden noget til mig, der ramte mig positivt. Det fik mig til at tænke på, hvad jeg egentlig havde gang i før. Inden jeg tog af sted til Kina. Han sagde: “før i tiden postede du altid billeder på Instagram, som var fra fortiden. Rejser du havde udført eller oplevelser, der lå flere måneder tilbage. Nu poster du billeder af dit nu. Af nuet”. Det var fedt at høre. Det fortæller mig lidt om, hvilken tilværelse jeg havde inden jeg tog ud i den store asiatiske verden. Den verden der gennem mange år havde draget mig. Den tilværelse jeg havde inden, var et stadie af stilstand. Jeg følte ikke jeg bevægede mig fysisk eller mentalt. Jeg var i stilstand. Og den energi jeg har fået, af at være mig selv nærmest – den er jeg nu høj på.

Jeg er andet end blot mit job. Jeg skal være mig selv, for at kunne være mit job samtidig.

Jeg kigger ud af vinduet i taxaen og mærker varmen og fugten fra Guangzhou’s sommervejr.